Lesson Progress
0% Complete

M1531

Materialisme, ånd og legeme 

af Martinus

1. Menneskenes opfattelse af “døden”

En af de store foreteelser i naturen, som er blevet et af menneskenes største spørgsmål eller problemer, er den, vi kalder “døden”. Fra det fysiske plan eller med de fysiske sanser ser døden ud som en afslutning på tilværelsen. Døden viser sig jo som et ophør af alle de funktioner, der har sæde i den fysiske organisme. Denne ligger derfor stille hen, bliver kold og går sin opløsning i møde. Den er som det visne løv på skovbunden. Ligesom dette opløses og bliver til jord, således bliver den døde organisme også til jord. Men inden en organisme således er blevet til et lig, inden den således er overladt til sin opløsning, er der sket noget, som både videnskab og materialister totalt ignorerer, nemlig dette at det usynlige noget, som gav øjnene glans, musklerne kraft, huden farve og organismen bevægelsesevne, totalt er forsvundet. Både videnskaben og materialister påstår jo, at dette usynlige noget aldrig har eksisteret. Det, der gav organismen liv, var kun en blot og bar kemisk reaktionsproces imellem forskellige stoffer. Ved en eller anden afbrydelse af denne kemiske forbindelse mellem stofferne ophører nævnte proces. Ifølge denne analyse skulle det levende væsen således kun være en ren fysisk reaktion, et udslag af stoffer eller materier. 

2. Levende og døde materiekombinationer

Men hvis det levende væsen således kun er en kombination af forskellige stoffers kemiske reaktioner, så er det jo kun en sæbeboble, en vind, der blæser, en bølge, der slår imod kysten, et vandfald, et regnvejr, et lynnedslag, en torden, der ruller etc., etc. Men kan man virkelig ikke se nogen forskel på det levende væsen og disse døde reaktioner? – Kan det virkelig være videnskabeligt at erkende det levende væsen som en blot og bar materiereaktion? – Tror man ikke, at man her er ved livets største overtro? – Det kan dog ikke nægtes, at der er forskel på en sæbeboble eller hvilken som helst anden stofreaktion og det levende væsen. Det er rigtigt, at det levende væsens fysiske side eller organisme er en kombination af stoffer, men vi ser, at denne kombination åbenbarer som kendsgerning noget, der ikke fysisk kan ses. Og at det udelukkende skyldes dette usynlige noget, at vi opfatter nævnte materiekombination som “levende” eller som “et levende væsen”. Denne materiekombination, vi kalder et “levende væsen”, kan nemlig opfatte reaktionerne, ligesom den kan iværksætte reaktioner. Den kan fornemme forskel på reaktioner og skelne mellem behag og ubehag. Der er altså noget ved det levende væsen, som der ikke er ved sæbeboblen, vinden, havets brænding eller vandfaldet osv. Der er vel ingen, der tror, at disse foreteelser kan fornemme behag og ubehag? – Tror man havets brænding eller stormen kan føle sorg eller glæde? – Tror man et vandfald kan begære at hade eller kærtegne? – 

Vi ser således overalt, at den materiekombination, der viser sig for os som et levende væsen, i allerhøjeste grad adskiller sig fra alle andre materiekombinationer derved, at den giver udtryk for “bevidsthed”, hvilket vil sige tanke, begær og vilje, der igen er det samme som det, vi kalder “livet”. Og netop fordi der ved det levende væsen forekommer dette begær, denne tanke og vilje, kalder man det levende, medens man kalder alle andre materiekombinationer og disses reaktioner for “døde kræfter”. Menneskene har således på et meget tidligt stadium lært, at tilværelsen består af “liv” og “død”. Var tanke, begær og vilje ikke til, var der intet liv. Og der ville ikke være noget, der hed at kunne skelne mellem liv og død. Der ville overhovedet ikke kunne eksistere levende væsener. Men nu er det blevet menneskehedens allerstørste kendsgerning, at livet består af de to slags materiekombinationer, de, der har bevidsthed, tanke, begær og vilje, og de, der ikke har noget som helst i den retning. Der bliver de såkaldte “levende” og “døde” ting.

3. Adskillelsen mellem det levende, usynlige væsen og kroppen

Men nu bliver vi i den daglige tilværelse vidne til, at et levende væsen pludselig kan blive til en “død” ting, kan blive til et “lig”. Den fysiske materiekombination er stadig den samme, men nu kan den ikke mere give udtryk for bevidsthed eller liv. Den tænkeevne, det begær og den vilje, der før udtrykte sig igennem organismen, er der ikke mere. Det bliver således her synligt, at denne organisme har bestået af noget mere end det, der var direkte synligt, noget vi kun kunne erkende igennem de reaktioner eller bevægelser, det holdt kroppen i, de reaktioner ved hvilke det tilkendegav sin nærværelse i kroppen. Og her begynder mysteriet. Det store spørgsmål bliver nu: Hvor er det noget henne, som tilkendegav sin eksistens igennem organismen? – Eksisterer det i det hele taget? – Ja, hvad er det, der i virkeligheden har skilt sig ud fra det fysiske legeme og efterladt dette som et lig? – Det er for det første det noget, som følte sig som jeg eller centrum og ophav til organismen. Men til dette noget eller jeg knyttede der sig også en bestemt tankekombination, en viden og villen samt en evne til at fornemme behag og ubehag, glæde og sorg. Med andre ord ser vi her en hel kombination af foreteelser, der skønt usynlige var en realitet i kroppen. At de nu ikke mere er i kroppen, er således ikke noget bevis for, at de ikke eksisterer. At kroppen er et lig, er heller ikke noget bevis for, at det usynlige noget ikke eksisterer, thi kroppen har jo aldrig været andet end en underordnet materiekombination udelukkende belivet og opretholdt af dette usynlige noget, den kombination af jeg, tanke, begær og vilje, der udtrykte sig gennem kroppen eller organismen. At den må ligge hen som et lig, i samme øjeblik som jeget med sin tanke og vilje skiller sig ud fra organismen, er selvfølgeligt. Men det er ikke derfor selvfølgeligt, at jeget med dets tanke, begær og vilje ikke stadig skulle eksistere. Det blev jo en kendsgerning, at det eksisterer som en kombination af stoffer eller materier, der er hævet over den fysiske. Det eksisterede usynligt dengang, det var i kroppen. Hvorfor skulle det så ikke stadig eksistere usynligt? – At det er usynligt, er altså absolut ikke noget bevis for, at det ikke eksisterer. At det ikke kan manifestere sig eller besætte en organisme, hvis organer er så beskadiget, at den ikke er tjenlig for nævnte nogets manifestation, er selvfølgeligt. Det ville være højest uhyggeligt, hvis jeg, bevidsthed, tanke og viljeføring skulle være knyttet til en organisme, til en kombination af kød og blod, der ikke kan holdes sund og frisk, en organisme, hvis hjerte, lever, lunger, hjerne eller andre organer er så defekte, at hverken vilje, begær eller tanke kan udtrykkes igennem den. Tænk, hvilken guddommelig anordning det er, at det levende, usynlige væsen kan frigøre sig fra uegnede materier eller organismer.

4. Menneskets erfaringer og kundskaber går ikke under sammen med organismen

Vi er således her blevet nødsaget til at måtte erkende eksistensen af en højere struktur i det levende væsen end den rent fysiske organisme. Denne højere struktur er altså en selvstændig struktur, ja den er selve det levende væsen, den er selve det levende. Ja, hvorpå kan dette nu begrundes? – Denne struktur, denne det levende væsens højeste del af sig selv er selve ophavet, er selve resultatet af de erfaringer, de oplevelser, det tilegnede sig igennem dets tilknytning til den fysiske organisme. Da det var i denne organisme, drejede det sig om for dette usynlige noget at få sine begær tilfredsstillet. Dette bragte det gode og slette oplevelser, der igen bevirkede et voksende kendskab til virkningerne af de gode og slette handlinger. Det fik en bevidsthedsberigelse. Undertiden trænede det vældigt i særlige bestemte retninger, det udviklede sig i musik, litteratur og malerkunst, og en vældig sum af nye tanker og nye bevidsthedsområder føjede det til sin oprindelige bevidsthed. Men disse nye tilegnelser er stadig usynlig materie. Hvorfor denne vældige tilegnelse af nye tanker, nyt bevidsthedsmateriale, hvorfor lidelser, sorger og ulykker, når alt det skulle gå under med den fysiske krop? – Har man nogen sinde set, at naturen laver noget som helst opbud af kræfter, uden at disse har et nyttigt formål? – Hvorfor skulle så naturen eller livet være således indrettet, at de levende væsener skulle igennem voldsomme erfaringer, igennem vældige kundskabsberigelser, igennem vældige chok og kriser, igennem vældige modningsprocesser for blot at gå under sammen med organismen eller kroppen? – Tror man virkelig, at et menneskes møjsommeligt tilkæmpede erfaringer, begavelse, viden og indsigt er noget, der totalt kan tilintetgøres med et sabelhug, et pistolskud eller et par giftdråber? – At den fysiske krop går under ved sådanne foreteelser, er selvfølgeligt, eftersom den tilhører de samme døde materier som sabelen, pistolen og giftdråberne og derfor nødvendigvis må reagere over for disse. Men det usynlige noget er jo en selvstændig enhed, der eksisterer i materier, der ikke reagerer over for fysiske materier. Derfor har Kristus, ret når han siger, at man ikke skal frygte for den, der slår legemet ihjel, de kan ikke ihjelslå sjælen.

5. Ånden er evig, men legemet er timeligt

Hele livet eller naturen viser os således, at det levende væsen består af to realiteter: liv og død. Livet er det usynlige noget, der udgør vort jeg, vor bevidsthed, tanke, begær og vilje, medens døden er vort fysiske legeme. Det har aldrig haft andet liv end det, vi selv besjæler det med. Det ville være et lig i samme øjeblik, vi skilte det ud fra vort jeg. Det er det forgængelige, det midlertidige, det timelige. Det levende væsen består således af det forgængelige, det timelige og af det uforgængelige, det evige. Det timelige, det forgængelige eller dødelige er altså dets krop, dets organisme eller legeme, medens det uforgængelige, det udødelige er dets jeg, dets bevidsthed, tanke og vilje. Det evige kalder vi “ånd”, medens vi kalder det timelige for “legeme”. Hvis vi frakender det levende væsen en udødelig ånd, frakender vi dets eksistens al mulig fornuft. Men at frakende de levende væseners eksistens al mulig fornuft, er det samme som at opfatte livet som kaos. Tænk, hvilket fattigt fundament at stå på i sorgens og modgangens stund. Er denne opfattelse ikke lige akkurat fundament til selvmord? – Tror man virkelig, at man kan bygge en varig fred, humanitet og kultur op på grundlag af en så åndsforladt, en så sindssvag livsopfattelse, ja et verdensbillede mere fattigt og elendigt end buskmandens eller pygmæens i urskoven? – Et verdensbillede, der kun giver individet selvmord som redningsplanke, er perverst. Det er kulminationen af spiralens mørke. Det er jo indgangen til den zone over hvis indgangsport, der står: “Her lades alt håb ude”. 

Artiklen er en gengivelse af Martinus’ manuskript til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 25. januar 1948. Manuskriptet er ikke afsluttet. Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 13.02.2005. Første gang bragt i Kosmos nr. 6, 2005. Artikel-id: M1531.

© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.

en_GBEnglish (UK)