De levende væseners udvikling

Martinus beskriver, at alle levende væsener er i en evig udvikling, som er organiseret i spiralkredsløb, hvor den ene bevidstheds- og kropsform afløser den anden. I perioder er vi fysiske væsener, som vi bl.a. ser det i Jordens plante- og dyreliv. I andre perioder er vi åndelige væsener, dvs. at vi ikke har fast fysisk form men lever i nogle åndelige tilværelsesplaner. Hvert spiralkredsløb spænder over ufattelige tidsrum. I realiteten er de aldrig begyndt og vil aldrig stoppe, de er evige, og de sikrer alle væsener en evig livsoplevelse.

To grundlæggende principper, der har betydning for vores livsoplevelse

Men hvad er det, der driver udviklingen? Der er to evige principper, der holder spiralkredsløbet i gang, nemlig sult- og mættelsesprincippet og kontrastprincippet.

Sult- og mættelsesprincippet

Den grundlæggende motivation for alle levende væsener er, at de bevæger sig henimod det, de er sultne efter – eller har lyst til – at opleve og væk fra det, som de er mætte af. Er man fx sulten efter at lære at spille violin, vil man bruge meget energi på at øve sig, få undervisning og blive bedre og bedre. Efter lang tids, ofte flere livs træning bliver man virtuos og bliver måske en berømt soloviolinist. Men når man gennem flere liv har brugt så meget tid og energi på en enkelt færdighed, bliver man efterhånden lidt træt af at spille violin, og man når efterhånden mætningspunktet. Så begynder man at interessere sig for noget andet, violinspillet glider i baggrunden. Måske finder man ud af, at man har forsømt de menneskelige relationer for sin altoverskyggende musikinteresse, og så bliver man sulten efter at lære noget om mennesker. Den nye interesse driver en fremad mod nye færdigheder, og på den måde vil vi med tiden og over et utal af liv lære alt det, som vi har lyst til.

Vi udvikler os fra ikke at vide og kunne ret meget til at mestre flere og flere ting. Det gælder både rent praktiske ting, men også hele vores moralske udvikling. Hos Martinus er moral det samme som evnen til at vide, hvad der er godt og ondt, hvad vi kan  nænne at gøre overfor hinanden, eller sagt på en anden måde, hvad der er kærligt. På den måde flytter vi os hele tiden fremad i spiralkredsløbet.

Kontrastprincippet

Kontrastprincippet forklarer, hvorfor spiralkredsløbet er nødvendigt. Al sansning beror på oplevelse af kontraster. Fx ved vi, at uden mørke kan man ikke sanse lys, uden smerte ved man ikke, hvad glæde er. Al sansning kræver kontrast. Ingen kontrast – ingen oplevelse af livet. Tænk på et hvidt papir, hvor der skrives en tekst med hvid skrift. Den ville ikke kunne ses. Det der gør, at vi kan læse en tekst, er at skrift og papir har forskellig farve, altså tilstedeværelse af kontraster.

Et andet eksempel er vores forhold til vejret. Tænk bare på en dejlig varm sommer med sol fra morgen til aften flere måneder i træk, ja ind imellem med hedebølge, hvor planterne svides af, og vi stønner under varmen. Der begynder vi at længes efter kontrasten, nemlig kølighed og regn, også selv om vi på andre tider af året er grundigt trætte af den vejrform. Vi er mætte af varmen og længes efter dens kontrast.

Der må kontraster til, for at vi kan sanse verden og dermed opleve livet.

Spiralkredsløbet udfolder to store kontraster, nemlig lys og mørke. Lys er det samme som altruisme og alkærlighed og mørke er det samme som egoisme og ukærlighed. Lys og mørke skifter gradvis gennem spiralkredsløbet, således at lyset er stærkest i den guddommelige verden og mørket er stærkest i dyreriget. I kraft af denne evige vekslen er vi garanteret en evig livsoplevelse, fordi kontrasterne hele tiden fornys og holdes ved lige. Livsoplevelsen udformer sig som en vandring gennem de forskellige tilværelsesplaner, der giver os forskellige former for kontrastbaserede sansninger og dermed livsoplevelse.

Behovet for kontrast gælder for alt, hvad vi sanser og oplever. Men kontrasten i sig selv er ikke nok. Den må også med mellemrum fornyes. For livet er indrettet således, at jo længere tid vi befinder os i en bestemt oplevelse, jo svagere bliver kontrasterne i den, og jo svagere kontrasterne bliver jo mere utydelig bliver den, jo mindre er vi i stand til at opleve den. Hvis vi bliver længe nok i en bestemt oplevelse, vil sansningen af den efterhånden svækkes. Man ved fx, at hvis man er vant til at spise mange søde sager, vænnes vi til den søde smag, og oplevelsen bliver mindre intens. Hvis vi så holder pause fra søde sager nogle måneder, vil smagsoplevelsen være mere intens, når vi igen tager et stykke chokolade. Hvis ikke vi gennem spiralkredsløbet var garanteret vekslende oplevelser, ville vi i yderste konsekvens helt miste vores livsoplevelse.

Takket være sult- og mættelses-princippet sker dette heldigvis ikke, for når en oplevelse begynder at blive utydelig og kedelig, føler vi en mættelse af den, og en sult efter noget andet vokser frem i os. En sult efter en modsætning – en sult efter en kontrast.

Tænk blot på hvordan det ville være at få din livret til alle dagens måltider hver eneste dag år ud og år ind. I starten ville det være vidunderligt, men efter noget tid ville du væmmes ved det. Du ville ikke kunne fordrage at opleve det, du før følte så stor glæde ved. Du ville længes efter noget andet.

Det samme sker når vi har opholdt os i de åndelige verdener i meget lang tid. De åndelige verdener udgør kun lys, kærlighed, og visdom. Men hvor skønt og vidunderligt det end føles, så kommer der en dag, hvor det begynder at kede os. Vi mættes, og med mætheden sætter en ny sult ind efter en modsætning – efter en kontrast. Kontrasten til lyset og fuldkommenheden er mørket og ufuldkommenheden. Og mørket og ufuldkommenheden kan kun opleves i den fysiske verden.

Mørket er i Martinus kosmologi det samme som det dræbende princip og elle de måder, det kommer til udtryk på. Hvor svært det end kan være for os at forstå i vores nuværende situation, hvor vi er ret mætte af mørket, så har oplevelsen af dette mørke engang i vores fjerne fortid, fyldt os med den skønneste saglighed og nydelse, fordi det udgjorde kontrasten til det lys, vi var så mætte og trætte af at opleve. Tænk bare på vikingernes Valhal, hvor de mest drabelige krigere kunne nyde et paradis ved Odins bord, omgivet af de skønneste Valkyrier. Her er mørket idealiseret til noget eftertragtet.

Når vi i dag væmmes ved mørket, og længes efter lyset skyldes det kun den omstændighed, at vi har været så længe i mørket, at vi er trætte af det. Vi længes efter kontrasten til det, og kontrasten til mørket er lyset, freden og næstekærligheden (alkærligheden). På denne måde befinder vi os evigt på en vandring imellem de to store kontraster, lyset og mørket eller det livgivende og det dræbende princip.

Men nu til en forklaring af de 6 tilværelsesplaner eller ”riger”, som spiralkredsløbet består af.

Spiralkredsløbets seks riger

Spiralkredsløbet består af 6 riger/tilværelsesplaner, nemlig planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Det, der afgør, hvilket rige man lever i, er ikke så meget den kropsform, man har, som det er den åndelige struktur, dvs. den energikombination, som man på et givet tidspunkt er bygget op af. Som vi så i symbol 12 (modul 2), er alt stof bygget op af 6 grundenergier i forskellige kombinationer. Disse grundenergier vokser og aftager automatisk i en evig rytme. Til enhver tid er der en af de 6 grundenergier, som er dominerende/stærkest hos hvert enkelt væsen, og det er denne, der bestemmer, hvilket rige man er en del af.

Planteriget og instinktenergien

Planteriget befolkes – som navnet antyder – af planter af alle mulige forskellige slags lige fra det mest primitive mos og til de mest komplicerede blomster og træer og kødædende planter. Karakteristisk for planterne er, at de er domineret af den energi, som Martinus kalder instinktenergien. Det giver god mening, når man tænker på, hvor instinktpræget planternes liv er. Når man sår et valmuefrø, spirer det helt automatisk og vokser op til at blive til en valmue og ikke hvilken som helst anden plante. Den visner og sætter frø, hvoraf der kan spire nye valmuer.

Planterne har næsten ingen fysiske sanseorganer, og derfor kan de kun ane verden omkring sig og den påvirkning, de er ude for. Fx vender valmuen sig automatisk mod solen (i biologien kalder man det for det heliotropiske princip). Den lukker sig for mørket og kulden. Den registrerer, at den bliver rusket, revet, skåret, klippet i osv., men uden at den er bevidst om, hvad der sker, det er kun anelser. Meget mere sanser den ikke på det fysiske plan.

Martinus beskriver imidlertid, at planterne har meget intuition, ja faktisk mere, end vi mennesker har. Derfor har planten det meste af sin livsoplevelse på det åndelige plan, hvor den har en stor oplevelse af glæde og lys. Denne lyse tilværelse stråler igennem planterne og viser sig i deres mangfoldige farver og former. Blomsternes pragt er en refleks af den åndelige verden, der stråler ind til os her på det fysiske plan, skriver Martinus.

Dyreriget og tyngdeenergien

Efter planteriget kommer dyreriget, som er domineret af tyngdeenergien. Tyngdeenergien er den energi, der skaber varme og eksplosion. Det fysiske udtryk for tyngdeenergien er udadrettet handlekraft. Det er den, der gør dyret i stand til at udfolde den eksplosive energi, der skal til for at nedlægge et bytte. På det psykiske plan udtrykker tyngdeenergien sig fx som aggressivitet, egoisme, magtbegær og konkurrence.

En lille oplevelse af mørke giver kun en lille mulighed for at opleve lyset. For at kunne opleve det højeste og mest fuldkomne lys, kræver det, at vi også har oplevet det dybeste mørke, og det er det, som vi gør i vores passage af dyreriget.

Dyreriget gennemtrænges af det dræbende princip, hvor enhver kæmper for sin egen, magens og afkommets overlevelse. Man styres af selvopholdelsesdrift og opfatter alle udenfor ens egen flok som rivaler, der skal nedkæmpes. Alle kæmper mod alle, den stærkeste og mest listige overlever. Her befinder vi os i mørket, vi er længst væk fra næstekærligheden.

Som vi beskrev i modul 2, tilhører menneskene den del af dyreriget, som kaldes jordmenneskeplanet. Vi er hverken rigtige dyr eller rigtige mennesker, vi er overgangsvæsener mellem to riger, en slags sfinksvæsener. Vi har en større følelses- og intelligensudvikling end dyrene. Men vi er endnu ikke så moralsk udviklede, at vi kan kaldes rigtige mennesker. Moral handler kort sagt om, hvor meget næstekærlighed eller empati vi har.

De mange drab, overfald og brug af magt i dyreriget vil efterhånden udløse megen lidelseskarma, og derfor er dyreriget det tilværelsesplan, hvor væsenerne oplever mest lidelse. (Du kommer til at lære mere om karma i modul 4). Uden disse mørke erfaringer og lidelser ville vi ikke kunne udvikle os til at blive kærlighedsvæsener, for hver gang vi oplever lidelse, bliver vi en lille smule mere empatiske. Den lidelse, vi selv har oplevet, kan vi genkende hos andre, der lider. Det skaber medfølelse og efterhånden kan vi ikke nænne at gøre andre fortræd på dette område af livet. Det er en del af den moralske udvikling, som vi nævnte i indledningen. Og når intelligensenergien automatisk vokser til (som vi så i beskrivelse af symbol 12), vil vi efterhånden også få nok viden til at kunne se, hvad der er den bedste hjælp for væsener, der lider og er i nød. I dyrerigets mørke får vi de nødvendige erfaringer, som sætter os i stand til at lære den rigtige kærlighed at kende, så vi bliver i stand til at handle automatisk næstekærligt, og så har vi udviklet en ny mentalitet, der gør, at vi træder ind i det næste tilværelsesplan, nemlig det rigtige menneskerige.

Det rigtige menneskerige og følelsesenergien

Det rigtige menneskerige domineres af følelsesenergien. Det er bl.a. den grundenergi, som gør os i stand til at sanse fysisk og psykisk.

Mens vi er i dyreriget, oplever vi mange lidelser, og det gør at vi bliver mere sensitive. Når følelsesenergien samtidigt vokser automatisk i os, begynder vi som tidligere nævnt at kunne fornemme andre væseners følelser, vi udvikler empati.

Som vi så i gennemgangen af symbol 12 i modul 2, vokser intelligensenergien også automatisk, og det sætter os bla. i stand til at forstå, hvordan vi bedst møder andre menneskers behov. Denne kombination af højt udviklet følelsesenergi og intelligensenergi kalder Martinus for ”intellektualiseret følelse”. Det er den nødvendige forudsætning for, at vi kan udvikle ”den humane evne”, der er det samme som næstekærlighed. Når vi mennesker er nået dertil i vores udvikling gennem dyreriget, overgår vi til det rigtige menneskerige. Martinus skriver, at det vil ske om ca. 3000 år. På det tidspunkt har alle mennesker udviklet sig frem til at være fuldkomne kærlighedsvæsener, hvis mentalitet hører til det rigtige menneskerige. Menneskene her ønsker kun at gøre godt for andre levende væsener, uanset hvem det er. De mærker via følelsesenergien, hvad andre har brug for, og de evner via intelligensenergien at hjælpe og støtte på netop den måde, som det andet væsen har mest brug for.

Samtidigt med at mennesket udvikler sig igennem den sidste del af dyreriget, vil intuitionsenergien, som ellers er latent hos dyr og mennesker, vokse til, og når et væsens næstekærlighed er fuldkomment udviklet, kan intuitionsenergien slå igennem og virke bevidst hos det enkelte menneske. Denne udvidede sanseevne, som intuitionsenergien bevirker (se også modul 2), fremkalder en særlig slags udvidet bevidsthed hos menneskene, nemlig den kosmiske bevidsthed. Den kosmiske bevidsthed sætter os i stand til at se og forstå den åndelige verden og de evige love. Vi kan se, at vi hører uløseligt sammen med alle andre levende væsener, og at vi alle er en del af universets eller Guds evige legeme.  Intuitionen gør os i stand til at se bagved materien, at se de evige lovmæssigheder, der ligger bagved livet, og se de evige kosmiske lov bag hele det smukke skaberværk, som vi oplever.

Det rigtige menneskerige er et lysets rige, hvor alt tilrettelægges, så det er til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Her er ens største glæde at kunne gøre noget for andre, også selv om det sker på bekostning af ens egne behov. Egoismen og selvopholdelsesdriften, som vi kender fra dyreriget, er afløst af altruisme og næstekærlighed. Det er en glæde at give til andre, vel at mærke uden at man forventer at få noget til gengæld.

Som beboer det rigtige menneskerige har man i starten stadig et fysisk legeme. Men efterhånden overgår man til at blive et rent åndeligt væsen, og så har man et åndeligt legeme.

De næste tilværelsesplaner er rent åndelige riger, og de ligger så langt udenfor vores menneskelige fatteevne, at vi her kun kan give en kort og generel beskrivelse af dem.

Visdomsriget og intelligensenergien

Visdomsrigets dominerende energi er intelligensenergien, der efterhånden er vokset og blevet så stærk, at væsenet er i stand til at analysere og forstå meget komplekse forhold. Væsnerne her har en rent åndelig krop, og de er med deres tanker i stand til at udvikle fantastiske nyskabelser indenfor videnskab og kunst i alle afskygninger.

Det er sådanne nyskabelser der kan finde vej til de menneskers bevidsthed, der har særlige talenter indenfor visse områder, og som inspirerer dem til at udvikle helt nye måder at tænke eller udtrykke sig på. Eksempler på mennesker, der er modtagelige for en sådan inspiration kan indenfor musik fx være Mozart, og indenfor videnskab fx være Einstein og Bohr. Indenfor kunst og arkitektur kan det fx være Picasso og Jørn Utzon.

Derfor kan man også kalde visdomsriget for Guds skabeværksted.

Den guddommelige verden og intuitionsenergien

Den guddommelige verden er det højeste tilværelsesplan, man kan nå. I dette tilværelsesplan dominerer intuitionsenergien, der som sagt sætter væsenet i stand til at se alle sandheder og sammenhænge i verden. Væsenet er her i en tilstand, hvor de lever i en total enhedsoplevelse med alle andre levende væsener. Man oplever, at alt hører uløseligt sammen, og at hele universet er en stor guddommelig kærlighedsmanifestation. Det er en verden, der kun består af lys. Det mørke, man oplevede som dyrevæsen og jordisk menneske eksisterer nu kun som en erfaring, der danner den nødvendige kontrast til lyset.

De væsener, der lever i den guddommelige verden, skaber ideer til nye udtryk for livet, det kan være kunst, videnskab osv, som vi kender fra vores verden. Men det er også helt nye livsformer og universer, der vil komme til at udfolde sig i kommende spiraler i kredsløbet. Disse ideer udformes i praktisk form i visdomsriget. Dvs. at ideerne fødes i den guddommelige verden og udformes praktisk i visdomsriget.

Efterhånden bliver væsenet mæt af lyset og enhedsfølelsen, det vender mere og mere sin energi indad til sin erindringsverden. Dermed går det videre til næste rige, salighedsriget.

Salighedsriget og hukommelsesenergien

Den dominerende energi i salighedsriget er hukommelsesenergien. Den er så stærk på dette tidspunkt, at væsenet kan genkalde sig en hvilken som helst detalje fra det spiralkredsløb, det har gennemlevet. Alt udspiller sig i farver, former, lyde og dufte som en 3-dimensionel film, bare endnu mere virkeligt. Væsenet kan med sin vilje rejse lige derhen i sin erindringsverden, hvor det mest har lyst til at være, det kan fx opleve sig som en blomst, et rasende rovdyr, et tvivlende og vredt menneske eller et guddommeligt væsen. Da salighedsvæsenet har en stor mængde intuition og er kosmisk bevidste, kender det formålet med alle de erfaringer, det har gjort. Det forstår, hvorfor det skulle have lidelsesoplevelserne, det kan se, hvordan alle lidelser var et udtryk for kærlig undervisning, der førte væsenet videre frem i udviklingen. Derfor fremstår alle erindringerne som guldkopier, der lyser i kærlighed. Alle erindringerne fremkalder en overvældende glæde i væsenet, en salighed, deraf kommer navnet på dette tilværelsesplan, salighedsriget.

Salighedsvæsenet kommer fra en ufattelig lang rejse gennem lysets riger (det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden). Som en følge af de to principper, vi indledte med at forklare, nemlig sult- og mættelsesprincippet og kontrastprincippet vil væsenet begynde at være interesseret i det, som danner kontrast til lysoplevelserne, nemlig mørket, som i dets bevidsthed er svundet ind til næsten ingenting, det kan næsten ikke sanse udadtil i verden længere. Dets bevidsthed og dets evne til at opleve livet er svundet ind til et minimum, det kan kun opleve sine egne erindringer. Det bliver derfor sultent efter igen at opleve mørket, og det vil bruge mere og mere tid på at genopleve mørkeoplevelserne, det længes efter den fysiske verden.

Længslen efter oplevelser i den fysiske verden bliver efterhånden så stærk, at væsenet begynder at manifestere sig automatisk på det fysiske plan. Det sker i form af lys og mineraler, derfor kaldes den sidste del af salighedsriget også for mineralriget. Alle former for mineralsk stof, om det så er sten, vand, ild, krystaller eller andet, er automatisk og ubevidst dannet af salighedsvæsener, der sætter deres tankekoncentration og energi ind på den fysiske verden, som de længes efter at opleve igen.

Og nu er væsenet kommet til begyndelsen på den næste spiral, hvor væsenet igen skal vikle sig ind i den fysiske verden, først som plante, dernæst som dyr, og så går rejsen videre til en ny åndelig verden, hele tiden med nye oplevelser.

Vi er alle lige meget værd

Nu kan nogle måske tænke, at hvis man er et højt udviklet kærlighedsvæsen, er man mere værd end et dyr eller et lavt udviklet naturmenneske. Men det er absolut en misforståelse. Det er vigtigt at understrege, at man ikke må sammenblande udviklingstrin og værdifuldhed. Martinus’ udviklingslære er kun et spørgsmål om bevidsthedsevner, den siger ikke noget om væsenernes værdi. Iflg. åndsvidenskaben er alle levende væsener lige værdifulde og elskede, ingen er mere værd end andre. Den værste forbryder er lige så meget værd som den ædleste helgen. En kakerlak er lige så værdifuld og elsket som en sommerfugl.

Evigheden og uendeligheden

Det er nok vanskeligt for de fleste helt at forstå disse to begreber, men når vi ser på detkæmpemæssige spiralkredsløb, alle levende væsener indgår i, og når vi tænker på, at de gentager sig i en uendelighed, så kan vi måske få en lille fornemmelse af evigheden og uendeligheden. Spiralkredsløbet er en garanti for en evig livsoplevelse i et uendeligt fysisk og åndeligt rum. Livet udstrækker sig over uendelige og evige kredsløb. Vi lever evigt.