Menneskehedens skæbne, uddrag af småbog 1

Kapitel 9

Den fysiske verden og den åndelige verden

Da en hvilken som helst form for oplevelse eksisterer som identisk med reaktionen af en vekselvirkning mellem to former for energi, nemlig det pågældende væsens egen energi og dets omgivelsers energi, og energi igen i absolut forstand er det samme som stof eller materie, bliver alle eksisterende oplevelser i virkeligheden baseret på materie og er således materielle. Når det ikke er almindeligt at opfatte det således, skyldes det den omstændighed, at materien fremtræder i grader af forskellig tæthed og med forskellige egenskaber. Da det jordiske menneskes sanser hovedsageligt kun er bygget til at reagere over for vekselvirkningen mellem de tætteste grader, bliver de øvrige og mere fortyndede grader af energi ligesom mere og mere luftformige for til sidst at blive helt usynlige, alt eftersom de når udenfor det jordiske menneskes sanseområde. Men dette forandrer jo ikke kendsgerningen, at disse grader af energier alligevel eksisterer. Og i den daglige tilværelse skelner man derfor også mellem de synlige og usynlige energier.
      De fortættede energier kalder man “fysisk materie”, og de luftformige for “ånd”, ligesom området for den førstnævnte energi udtrykkes som “den fysiske verden”, og området for den sidstnævnte erkendes som “den åndelige verden”. Denne sidstnævnte verden er således også materiel om end af forfinede energier eller materier.
      De samlede stoffer i verden eller den samlede verdensenergi viser sig for det okkulte syn som fremtrædende i syv forskellige grundarter, hvoraf de seks virker direkte på de tilsvarende sanser hos de levende væsener, hver med sin særlige egenskab. Hvad forstår man ved sanser? Sanser vil være at udtrykke som de realiteter, gennem hvilke vekselvirkningen mellem det levende væsens energi og dets omgivelsers energi kan komme til udløsning. Og det er reaktionen af denne vekselvirkning, der bliver til “livets oplevelse” for det pågældende væsen. Hvilken art af reaktioner og dermed hvilken art af oplevelse af livet det samme væsen befinder sig i, vil altså være afhængig af, hvilken art af grundenergierne dets sanser er bygget til.
      I henhold til de seks grundarter for energi bliver der tilsvarende seks forskellige former for vekselvirkning mellem det levende væsens egen energi og dets omgivelsers energi, hvilket nødvendigvis må have til følge seks forskellige generalformer for oplevelse af livet. Disse seks generalformer oplever individet ikke samtidigt, men derimod kun én ad gangen. Det levende væsen har således en periode, hvor dets oplevelse af livet befordres af reaktionerne fra den første grundenergi. Når denne befordring har kulmineret, begynder dets oplevelse af livet at befordres af reaktionerne af den næste og således fremdeles, indtil den sjette grundenergi er nået. Da begynder dets oplevelse af livet igen at befordres af den første grundenergi, men i en højere eller fuldkomnere form end den forudgående gang, således at individet stadigt får fornemmelsen af at bevæge sig mod højere og højere former for tilværelse. Det er denne bevægelse, vi udtrykker under begrebet “udvikling”.

Kapitel 10

Tilværelsesplanerne

I henhold til de seks særlige grundenergier former denne udvikling sig som en passage gennem seks særlige afsnit, hvilket vil sige et for hver grundenergi. Ethvert sådant afsnit vil altså repræsentere en fra de andre afsnit særligt afvigende form for oplevelse af livet og udtrykkes under begrebet “et tilværelsesplan” eller “rige”. Der findes således seks tilværelsesplaner. Af disse udgør det første det, vi kalder “planteriget”, det andet “dyreriget” og det tredje “menneskeriget”. Det fjerde har jeg givet navnet “visdomsriget”, det femte “den guddommelige verden” og det sjette “salighedsriget”. Af disse riger har det jordiske menneske altså passeret kulminationen af dyreriget og er stærkt på vej til det næste rige. Det er således endnu ikke et færdigt menneske, men det er jo heller ikke et dyr i renkultur. Det er et overgangsvæsen mellem dyr og menneske. Dette forstås bedre, når man erkender, hvilke grundenergier der ligger bag rigerne. Disse grundenergier har menneskene endnu ikke lært at kende i deres sande natur som energi, men derimod som realiteter, der udtrykkes under begreberne: “instinkt”, “tyngde”, “følelse”, “intelligens”, “intuition” og “hukommelse”. Disse realiteter udgør altså for det kosmiske klarsyn livets store og absolutte grundenergier. Alt i tilværelsen er sammensat af disse energier. Bag planteriget ligger “instinktenergien”, bag dyreriget “tyngdeenergien”. Denne sidstnævnte energi er af en sådan natur, at den befordrer “det dræbende princip” eller alt, hvad der kommer ind under begreberne “sorg”, “sygdom” og “lemlæstelse”. Bag menneskeriget ligger “følelsesenergien” eller den energi, der i sin højeste instans fremtræder som “kærlighed”. Bag visdomsriget ligger “intelligensenergien”, bag “den guddommelige verden” ligger “intuitionsenergien” og bag salighedsriget “hukommelsesenergien”.
      Det må naturligvis forstås, at alle energierne er til stede i ethvert tilværelsesplan, men den energi, der her er opgivet i forbindelse med hvert tilværelsesplan, er den, der behersker og præger det pågældende plan.
      Idet de levende væsener efter at have passeret de her nævnte seks riger går ind i et nyt planterige, et nyt dyrerige osv., men af langt større dimensioner og af en mere ophøjet natur end de forudgående riger, bliver denne passage eller de levende væseners udvikling yderligere at inddele i nogle store afsnit. Ethvert af disse vil altså bestå af de nævnte seks tilværelsesplaner. De levende væsener befinder sig således i en evigt fortsættende passage fremad og opad mod større og større højder i kærlighed, harmoni og skønhed i Guddommens umådelige rige.

Kapitel 11

Spiralzonerne

I forrige kapitel blev læserne gjort bekendt med, at de levende væseners oplevelse af livet former sig som en passage fremad og opad gennem en uendelig fortsættende række af tilværelsesplaner, og at disse tilværelsesplaner er identiske med verdensaltets samlede stof, materie eller energi. Endvidere fremgik det af samme kapitel, at tilværelsesplanerne på grund af denne energis særlige organisation fremtræder i form af seks forskellige kategorier, hvoraf den første kendes som “planteriget”, den anden som “dyreriget”, den tredje som “menneskeriget” osv. I form af udvikling passerer de levende væsener alle uden undtagelse disse seks tilværelsesplaner i en mod fuldkommenhed stedse stigende gentagelse. Udviklingen blev derved at ligne ved en uendelig trappeformation, i hvilken hvert enkelt tilværelsesplan udgør et trin, og seks sådanne “trin” et større trin, jeg har udtrykt som “en spiralzone”.
      Det jordiske menneske befinder sig altså i en sådan “spiralzone”. I forbindelse med denne udgør de tre nærmeste overliggende og de tre nærmeste underliggende et uadskilleligt sammenspil. Da dette sammenspil igen er en urokkelig livsbetingelse for det nævnte væsen, er det således ikke tilfældigt, at grundenergierne fremtræder i spiralzoner. Ethvert levende væsens oplevelse af livet betinges altså af syv spiralzoner eller et sammenspil af toogfyrretyve tilværelsesplaner. Man vil derfor kunne forstå, at jeg ikke her kan gå i detaljer, men må henvise til “Livets Bog”. Dog skal jeg bemærke, at de underliggende spiralzoner er befolket med mikroskopiske væsener, hvis tilværelsesplaner blandt andet kommer til udløsning i vor organisme, medens de overliggende spiralzoners væsener er af makrokosmisk natur og afgiver i form af universet den “organisme”, inden i hvilken vi selv skuer dagens lys eller “lever, røres og ere”.

Kapitel 12

Det levende væsens jeg

For at få selv det mindste indblik i menneskehedens skæbne må læserne også bringes til kundskab om, at energi ikke udgør alt, hvad der eksisterer, men at der findes endnu en realitet, som oven i købet ikke er den mindst vigtige. Denne realitet er nemlig identisk med det, der oplever livet. Der findes altså noget, der oplever livet? – Ja, der findes overhovedet ingen kendsgerning, der er større end denne. Men dette “noget” kan ikke være identisk med energi, idet energi er det samme som vibration, og vibration er det samme som bevægelse, og bevægelse igen i sin egen natur er en livløs realitet. Den har ingen sanser, ingen organer og kan således ikke opleve noget som helst. Hvad kender et vindpust til et vandfald? – Og hvad kender en regndråbes fald til svingningerne fra et pendul? – Absolut intet, thi en bevægelse kan ikke opleve “noget”, men “noget” kan opleve bevægelse. Da energi i absolut forstand er det samme som stof, kan intet som helst, der fremtræder som identisk med dette, være identisk med det oplevende “noget”. Da enhver ting for at kunne virke direkte på sanserne må være identisk med energi, stof eller materie, vil det nævnte “noget” ikke findes på nogen af de seks former for tilværelsesplaner. Tilværelsesplanerne består jo af energi. Når vi derfor ikke desto mindre alligevel bliver vidne til, at disse er befolkede med umådelige hærskarer af realiteter, vi kalder “levende væsener”, vil disse realiteter ikke på nogen som helst måde være identiske med det oplevende noget selv. De nævnte realiteter viser sig nemlig at udgøre særlige bestemte kombinationer af grundenergierne. Disse kombinationer kalder vi organismer eller legemer. Ved analysen af disse legemer kommer vi til det resultat, at de indtil de mindste hårfine detaljer er udgørende redskaber eller apparater, byggede til opfyldelse af særlige planmæssige formål. De udgør således realiteter, der er blevet til på basis af forudgående tænkning. Ethvert sådant legeme har haft en begyndelse og vil få en afslutning, når det har opfyldt sin mission eller det formål, til hvilket det var bygget. Da disse legemer således i kosmisk forstand udgør “skabte realiteter”, bliver de et bevis for, at det omtalte levende “noget” virkeligt eksisterer. Hvis man ikke vil acceptere legemerne som et bevis for dette “nogets” eksistens, da må man jo erkende, at disse har skabt sig selv. Men da man i de felter, hvor det jordiske menneske har sin største indsigt i skabelse, nemlig indenfor det område, hvor det selv er i stand til at skabe, aldrig i noget som helst tilfælde kan blive vidne til, at en ting har skabt sig selv, vil det være lige stik imod logikkens love at påstå, at de nævnte legemer er blevet til af sig selv. Det er en påstand, der er analog med den, at en maskine, et hus, et flygel eller en hvilken som helst anden ting inden for det menneskelige skabeområde er blevet til af sig selv. Og ligesom denne påstand er imod kendsgerningen, således vil enhver erklæring, der går ud på at erkende legemerne for at have skabt sig selv, være imod det virkelige faktum og dermed være uvirkelig eller abnorm.
      Det er altså en kendsgerning, at det levende “noget” eksisterer. Og menneskene har da også om end i mange tilfælde ubevidst udtrykt dette under begrebet “jeget”. Når et individ således siger: “Jeg så”, “jeg følte”, “jeg talte” osv., så er dette “jeg” altså udtryk for det levende “noget”. Det var således ikke det pågældende væsens øjne, der så, det var ikke dets mund, der talte, og det var ikke dets legeme, der følte, men det var derimod “jeget”, der ved hjælp af øjnene så, ved hjælp af munden talte og ved hjælp af organismen følte. Hvis dette levende noget netop ikke var til stede bag organismen, ville der ingen forskel være på et levende væsen og et “lig”. Et lig er netop en organisme, der er blevet afbrudt fra dét levende noget, der har skabt og benyttet den.
      Da nævnte noget således ikke er en skabt realitet, kan det aldrig nogen sinde have haft en begyndelse, men har evigt været til. Og da det ikke er vibration eller energi, er det ikke forvandling underkastet og vil derfor være evigt uforanderligt. Det kan derfor heller aldrig nogen sinde blive genstand for en afslutning. Da det samme noget er identisk med jeget eller det, der oplever livet i det levende væsen, og det ikke er skabt, ingen begyndelse og afslutning har, er det samme væsens oplevelse af livet dermed synlig som evig uforgængelig. Alle eksisterende levende væsener er således udødelige.
      Da det levende noget ikke er en skabt ting og ikke består af energi eller stof, er det hævet over enhver form for analyse udover denne ene, at det er energiens ophav, idet det er dette, der oplever energierne og ikke omvendt. At udtrykke nævnte noget ved en særlig karakterbetegnelse kan således kun ske på basis af en illusion. Thi hvis vi siger, at dette noget er stort eller småt, at det er gult eller grønt, at det er ondt eller godt osv., vil alle sådanne begreber kun være udtryk for særlige energiudløsninger eller skabte realiteter og kan således umuligt være udtryk for det levende noget. Dette noget, jeget eller det, der oplever livet i ethvert væsen, er og bliver således i al evighed en over alle foreteelser og frembringelser hævet navnløs realitet. I tilknytning til en organisme fremtræder det i tilværelsen som et levende væsen.

Kapitel 13

Moderenergien, overbevidstheden og underbevidstheden

Som foran nævnt besidder jeget en organisme. En organisme udgør et til jeget knyttet delvis evig og delvis skabt livsbefordrende redskab. I kraft af dette redskab kan jeget skabe den udløsning og vekselvirkning af grundenergierne, hvis reaktioner bliver identiske med “livets oplevelse”. Den evige del af dette jegets livsoplevelses- og manifestationsredskab har jeg udtrykt som det levende væsens “overbevidsthed”. Til denne overbevidsthed er knyttet et ligeledes delvis evigt og delvis foranderligt organ for hver af de seks grundenergier. Ved den evige del er hvert grundenergiorgan urokkeligt rodfæstet og er ét med overbevidstheden. Den foranderlige del af de nævnte grundenergiorganer er kombineret i et samarbejde, i kraft af hvilket jeget kan udløse den endelige udformning af sin livsoplevelse og manifestation eller skabelse. Denne grundenergiorganernes kombination har jeg udtrykt som det levende væsens “underbevidsthed”. Igennem særlige evige organer i overbevidstheden, som jeg ikke kan komme ind på her, udløses en syvende grundenergi, som jeg har udtrykt som “moderenergien”. Fra overbevidstheden forplanter moderenergien sig til grundenergiorganerne, som den holder i en evigt skiftende kombination. Igennem disse skiftende kombinationer af grundenergierne og ved hjælp af grundenergiorganerne bliver jeget i stand til at skabe sin manifestation og livsoplevelse. Da grundenergierne i visse kombinationer danner fysisk materie og i andre kombinationer danner åndelig materie, og materien udgør materialet for skabelse, bliver jeget således i stand til at skabe og opleve både i fysisk og åndelig materie.

Kapitel 14

Jordmenneskets fysiske og åndelige sansning

Grundenergierne fremtræder i grader af forskellig tæthed. De mest fortættede grader udgør “fysisk materie” og de mindre fortættede “åndelig materie”. Da det jordiske menneskes sansning af åndelig materie hovedsagelig endnu kun er latent, medens sansningen af fysisk materie derimod befinder sig omkring kulminationen, bliver kun den del af jegets struktur, der er bygget op af fysisk materie, synlig eller bevidst tilgængelig for samme væsen. Og da den nævnte del koncentrerer sig i legemet for tyngdeenergien, hvilket vil sige det fysiske legeme, bliver det således kun dette legeme med tilsvarende fysisk sansning, der kan opleves som realistisk virkelighed af det jordiske menneske. Da de fem andre af jegets generalorganer eller legemer i forhold hertil for det samme væsen endnu kun fremtræder i mere eller mindre latente former, bliver dets oplevelse af disse og de pågældende fem andre tilværelsesplaner i tilsvarende grad ligeledes latent. Da det fysiske legeme imidlertid ikke er et selvstændigt organ, men et organ i underbevidstheden og derfor forbundet med denne eller de andre fem grundenergiorganer ved særlige centre i det fysiske hjerne- og nervesystem, opstår der en vekselvirkning mellem det nævnte væsens fysiske og åndelige oplevelse. Den fysiske tilværelse er således ikke i absolut fysisk renkultur, men er baseret på denne vekselvirkning. Da den fysiske oplevelse er kulminerende, medens den åndelige kun fremtræder i latente former for det jordiske menneske, bliver denne sidstnævnte helt overskygget eller sammensmeltet med den fysiske. Og individets erkendelse af sin åndelige identitet bliver derved illusorisk. Det tror, at alt er fysisk, og at det selv er ét med sit fysiske legeme.

Kapitel 15

Det nye legeme

Da de i underbevidstheden fremtrædende organer eller legemer er skabte realiteter, er bygget op af energi, stof eller materie, er de ligesom alle andre skabte realiteter genstand for forældelse, opslidning, lemlæstelse og tilintetgørelse. Når et af de førnævnte legemer enten på naturlig måde er blevet forældet eller opslidt eller på unaturlig måde ved læsioner er blevet af en sådan beskaffenhed, at det ikke mere kan udfylde sit sammenspil med de øvrige legemer, udløses det fra disse. Denne udløsning er igen identisk med det, vi kalder en dødsproces. Når denne udløsning er til ende, og det pågældende legemes forbindelse med jeget er totalt afbrudt, bliver samme legeme identisk med “et lig”.
      Af dødsprocesser kender det jordiske menneske endnu kun den, der udløser det fysiske legeme fra jeget, og af lig kun liget af det fysiske legeme. Men noget lignende finder til en vis grad også sted med hensyn til de øvrige legemer.
      Denne udskilning af legemer foregår efter evige love og kan altså kun finde sted, når det pågældende legeme er ubrugbart i sammenspillet med de øvrige legemer. Derved bliver jeget, ligeledes i kraft af de samme love, i stand til at iværksætte en begyndende opbygning af et nyt legeme af samme materie og i kontakt med dets stigende udvikling. Under denne proces oplever det altså livet i kraft af de øvrige legemer. Når det legeme, der er under opbygning, er nået frem til en vis standard, udløses dets begyndende mission i form af en fødselsproces. Og “jeget” befinder sig dermed atter genfødt i det pågældende tilværelsesplan, men i et nyt og forbedret legeme. Alle levende væseners evige tilværelse former sig således som identisk med en stadig genfødsel til en ny og fuldkomnere form for tilværelse i det pågældende plan. Da det jordiske menneske endnu kun kender sit fysiske legeme og derfor føler sig et med dette, må det nødvendigvis blive offer for den illusion, at døden er en tilintetgørelse af dets eksistens eller et totalt ophør af livet. Men vi har altså her set, at ethvert levende væsen takket være “jeget” og dets overbevidsthed er en evig, uforgængelig realitet, at døden i absolut forstand er illusorisk, og at kun livet eksisterer.

Kapitel 16

Energiens tilbagevenden

Med hensyn til overbevidstheden er der endnu det at bemærke, at den fremtræder som den udløsende hovedfaktor i al skæbnedannelse. Hvad er skæbnedannelse? – Skæbnedannelse udgør i kosmisk forstand tilblivelsen af et levende væsens oplevelse af virkningerne af de årsager, det selv har udløst. Udløser det levende væsen da årsagerne til sin egen skæbne? – Ja, absolut! Da ingen som helst form for oplevelse af livet kan eksistere uden at være identisk med en vekselvirkning mellem det pågældende væsens energiudstråling og dets omgivelsers energiudstråling, vil enhver form for oplevelse således være det samme som en modtagelse og afsendelse af energi. Da ingen som helst energi kan gå i lige linje, men må bevæge sig i en cirkel, vil en hvilken som helst afsendelse af energi ufravigeligt før eller senere komme tilbage til sit ophav. De forskellige legemer udgør således i virkeligheden en slags apparater for afsendelse og modtagelse af energierne. Alt efter energiernes særlige natur og alt efter hæmningerne og fremskyndelserne, de har været udsat for, vil tidspunktet for deres tilbagevenden til deres ophav være af meget forskellig varighed. I form af tanker, manifestationer eller frembringelser udløser jeget gennem overbevidstheden en afsendelse af energierne. Når disse kommer tilbage, udløser de sig i form af de pågældende individers skæbne. Og som individerne har sået, vil de derfor komme til at høste. Af dette umådelige spil kender det jordiske menneske altså kun den fysiske del, hvilket vil sige det fysiske legeme og indtil en vis grad dettes funktioner. Alle de øvrige funktioner i dets bevidsthed udtrykker de ganske vist i heldigste tilfælde som “åndsfunktioner”, men i størst udstrækning som “fantasi” og i mindre heldige tilfælde som “overtro” osv. Men overbevidsthedens funktioner går uafhængigt heraf deres gang følgende evige love og baner, der ufravigeligt lader de levende væsener komme til at opleve virkningerne af de af dem selv udløste årsager for derigennem sluttelig at udløse deres bevidsthed i den højeste kærlighed, visdom og salighed.
      Ved dette lille indblik i det levende væsens grundanalyse er vi blevet vidne til, at denne udgør tre urokkelige realiteter, nemlig det der oplever livet eller “jeget”, jegets “skabeevne” og princippet “det skabte”, hvilket vil sige dets erfaringer eller dagsbevidsthed. Som vi har set, er disse tre principper absolut uadskillelige. Hvis det ene ikke eksisterede, ville de to andre jo være en umulighed. Og da de hver især udtrykker et særligt princip, bliver det levende væsens kosmiske analyse at udtrykke som “et treenigt princip”. Da ingen af disse principper kan være identiske med et resultat af skabelse, bliver det levende væsens udødelighed dermed synlig som en kendsgerning. Udødeligheden vil således efterhånden blive oplevet af ethvert levende væsen og dermed også af det jordiske menneske, selv om den i dag er skjult for dets øjne.
      Vi er hermed nået igennem så meget kosmisk materiale, som jeg har ment var nødvendigt for at give læserne de nødvendige forkundskaber for at kunne forstå den kommende udredning af den jordiske menneskeheds materielle skæbne, dens udgang af dyreriget og dens passage ind over grænsen mod en ophøjet, forklaret tilværelse.